Zen-To blev stiftet den 1. maj 1978. Zen-To er en forening med valg af bestyrelse, der vælges på den ordinære generalforsamling én gang om året i februar.

Vedtægterne er senest revideret 26. februar 2015
 
§ 1
Klubbens navn er: ZEN-TO
Klubben blev stiftet den 1. maj 1978
Klubbens hjemsted er København
Klubben er underopdelt i 1 sektion: ZEN-TO FULL - (W.A.K.O.) - Dansk Kick- og Thaiboxing Forbund
 
§ 2
Klubbens formål er at udbrede interesse for Kung Fu, Karate, Kickboxing etc. og at udvikle medlemmernes fysiske præstationsevne og psykiske ligevægt under hensyntagen til den under §1 nævnte sektionsopdeling

§ 3
Som medlem af klubben optages enhver, der er fyldt 10 år, dels som aktiv og dels som passiv.
 
§ 4
Kontingent er for aktive medlemmer under 25 år: = 130,- kr. pr. måned
Kontingent er for aktive medlemmer over 25 år: = 150,- kr. pr. måned
Kontingent er for aktive medlemmer under 15 år: = 75,- kr. pr. måned
Kontingent er for passive medlemmer: = 20,- kr. pr. måned
Kontingent betales forud for 90 dage (= 3 måneder) ad gangen:
Kontingent for medlemmer under 25 år = 390,- kr./90 dage
Kontingent for medlemmer over 25 år = 450,- kr./90 dage
Kontingent for medlemmer under 15 år = 225,- kr./90 dage
 
Har et aktivt medlem ikke betalt kontingent rettidigt, er medlemmet udmeldt og kan ikke deltage i holdtræning eller andre arrangementer i klubben.
 
§ 5
Ønsker et medlem at udtræde af klubben, skal dette skriftligt meddeles kassereren eller sekretæren senest 10 dage før, det automatiske kontingenttræk finder sted. Intet udmeldt medlem kan deltage i konkurrencer for andre foreninger eller klubber før 3 måneder efter at lovlig udmeldelse har fundet sted. Herfra undtages dog fraflytninger fra byen eller andre af bestyrelsen godkendte grunde. Intet medlem er lovligt udmeldt af klubben, før al gæld til klubben er betalt.
 
§ 6
Klubbens bestyrelse, der skal vælges af generalforsamlingen, består af:

• Formand
• Næstformand
• Kasserer
• 3 bestyrelsesmedlemmer
• 2 suppleanter
 
Bestyrelsen arrangerer stævner, konkurrencer og opvisninger, repræsenterer klubben udadtil og vælger repræsentanter til de forskellige unioner og forbund, som klubben er medlem af. Det er bestyrelsens pligt at sørge for, at klubben altid er repræsenteret.
 
Klubbens adresse er formandens, i relation til økonomi dog sekretærens.
 
Formanden leder arbejdet inden for klubben og underskriver klubbens korrespondance. Næstformanden varetager formandens pligter i dennes forfald, og er denne behjælpelig i enhver henseende.
 
Kassereren og sekretæren modtager kontingent og styrer klubbens pengesager. Kassebog skal føres. Kassereren og sekretæren foretager alle ud- og indbetalinger, større udbetalinger (over kr. 500,-) kun i samråd med formanden, der samtidig påtegner disse bilag. Når klubbens kontante beholdning overstiger kr. 1.000,- skal det overskydende beløb indsættes på en bankkonto lydende på klubbens navn. Hævning kan kun finde sted ved formandens, kassererens eller sekretærens underskrift.
 
Næstformanden fører forhandlingsprotokollen over møder og generalforsamlinger og ved formandens forfald fører klubbens korrespondance og i vid udstrækning er medunderskriver af denne
 
§ 7
Bestyrelsen handler og beslutter i tilfælde, der ikke er forudsete i disse love under ansvar for generalforsamlingen. Bestyrelsen mødes den 1. mandag i hver måned.
 
§ 8
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når dennes opførsel giver anledning dertil. Medlemmer, der ekskluderes, kan indanke sagen for førstkommende generalforsamling.
 
§ 9
Til opmuntring og fremme af medlemmernes interesse for Kung Fu og træning udsættes træningspræmier, almindelige præmier og klubmesterskaber i så stor udstrækning, som bestyrelsen finder det fornødent.
 
§ 10
Intet medlem må konkurrere mod eller deltage i stævner eller træninger for andre klubber eller give undervisning i nogen sportsgren, uden at have bestyrelsens tilladelse.
 
§ 11
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle klubbens anliggender og afgør ved simpel stemmeflertal de forslag, der forelægges den. Dog kræves to tredjedele af de afgivne stemmer for vedtagelse af nye love eller forandringer i bestående.
 
Den ordinære generalforsamling afholdes i februar og indkaldes med 14 dages varsel med følgende dagsorden: 
  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Forslag
  5. Valg
  6. Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
 
På generalforsamlingen i februar vælges: formand, næstformand, kasserer, 4 bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter.
 
Alle valg gælder for et år, og de afgående kan genvælges. Valgene skal foregå skriftligt, dersom det ønskes af generalforsamlingen.
 
Ingen kan vælges til tillidsposter inden for klubben, uden at være til stede ved generalforsamlingen, medmindre skriftligt tilsagn foreligger. Ligeledes kan ingen vælges uden at have været medlem mindst 1 år.
 
Stemmeret har ethvert medlem, som har betalt kontingent og været medlem i klubben i mindst 3 måneder.
 
§ 12
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 25 medlemmer med opgivelse af motiveret dagsorden indsender skriftligt herom til formanden.
 
Kun hvad der har givet anledning til den ekstraordinære generalforsamlings indkaldelse kan behandles på denne. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes senest 14 dage efter modtagelse af opfordringen.
 
§ 13
Det står til enhver tid bestyrelsen frit at ansætte en evt. træner/trænere eller andet personale på de betingelser, bestyrelsen finder gunstigt til fremme for klubben.
 
Det står til enhver tid bestyrelsen frit at foranledige køb og salg af nødvendigt udstyr/træningseffekter og lign. til klubbens egne medlemmer. Et evt. overskud herfra skal benyttes til aktiviteter i klubbens regi. Evt. tab og underskud dækkes af klubben med op til tabets størrelse, dog maksimalt med kr. 25.000,-.
 
§ 14
Der skal være absolut ro under meditation. Tilskuere under meditation bortvises.
 
§ 15
Der er hilsepligt, når træningssalen tiltrædes og forlades. Træneren skal adlydes, og der skal være ro under træningen.
 
§ 16
Redskaber og lign., der stilles til rådighed af klubben, skal behandles med omhu og må ikke fjernes fra lokalerne uden forudgående tilladelse af bestyrelsen.
 
§ 17
Såfremt det besluttes at ophæve klubben, skal mindst 2/3 af samtlige stemmer være repræsenteret på den pågældende generalforsamling, og beslutningen skal vedtages med 3/4 af de afgivende stemmer.
 
Er det nævnte antal stemmer ikke repræsenteret på den pågældende generalforsamling, eller har forslaget ikke opnået 3/4 af de afgivne stemmer, er forslaget bortfaldet.
 
I så fald kan bestyrelsen inden 14 dage indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken beslutning om klubbens opløsning kan vedtages med en majoritet på 3/4 af afgivne stemmer. Den generalforsamling, der vedtager opløsningen, træffer tillige bestemmelse om anvendelse af klubbens formue, der primært skal bruges til fremme af dansk idræt. Det kan ikke gyldigt vedtages, at formuen skal deles mellem klubbens medlemmer.
 
§ 18
Ethvert medlem er pligtig til at overholde disse love og til enhver tid at gøre sit til at højne idrætten og hævde klubbens navn og holde dens ære og anseelse i hævd, samt rette sig efter bestyrelsens anordninger i enhver henseende.
 
Brud på disse love medfører øjeblikkelig bortvisning.
 
Revideret: 9. april 1992,
28. februar 1994, 27. februar 1995,
25. februar 1997, 29. februar 2000,
21. februar 2002, 27. februar 2003,
24. februar 2009 og 15. februar 2011,
23. februar 2012, 2. oktober 2012
25. februar 2014, 26. februar 2015